Kakaotræet er en speciel plante, der kun kan gro i et område 10-20 grader nord /syd for ækvator. Træet kan blive op til 8 meter høj, men oftest holder man det lavere. Træet kræver et fugtigt klima, regelmæssigt regn og temperaturen må aldrig komme under 16 grader. Træet vil gerne gro i skygge.
Træet er også specielt ved, at blomsterne og frugterne kommer direkte på stammen eller på meget gamle grene.
Kakaofrugten er en stor hård bælg på størrelse med en amerikansk fodbold, indeni er så frøene, kakaobønnerne. Når man slår bælgen i stykker, kommer der hvide bønner til syne omgivet af et hvidt sødligt frugtkød – børnene elsker at spise det og betragter det som slik.
Der er 20-60 bønner pr bælg, og der skal 300-600 bønner til 1 kg kakaopasta.
Når bønnerne er taget ud af bælgen, skal de tørres. Farmerne lægger dem til tørre i solen og når de er blevet tørre og brune, skal de sælges. Bønnerne kommes i sække og transporteres enten ”på nakken” og gå ben eller på en boda boda ind til opkøberne inde i byen f.eks. Ugaden.
På Ugaden Wearhouse er man klar til at tage i mod farmerne, der vil sælge kakaobønner. Kvaliteten undersøges, prisen aftales og der afregnes med det samme. Er farmeren ikke tilfreds med prisen, går han videre til en anden opkøber.
Nu skal bønnerne tørre yderligere, da de kun må have en bestemt fugtighedsgrad, og det foregår udenfor på tørreborde, hvor de konstant skal vendes og bliver sorteret. Desværre var det regntid, og det regnede meget, mens vi var der, så den del af processen var sat i stå.
Efter at være tørret tilstrækkeligt fyldes bønnerne i sække, og når der er tilstrækkeligt mange fragtes de med lastbil til lageret i Kampala.